Assistens Kirkegård – en oase for de levende

Da jeg var ung solede vi os topløse op ad gravstenene på Assistens Kirkegård. Det var dengang, det at være topløs vakte nogenlunde lige så lidt opmærksomhed, som en udfordrende bikini med push up og g-streng gør i dag. Da gravene i det område af parken, som var vores foretrukne picnic-område, var meget gamle, var der ingen friske blomster eller sørgende familiemedlemmer, som mindede os om, at dette var et sted for de døde. Så vi solede os, hyggede, læste til eksamen, og spiste vores ydmyge studentermad i en ramme af gamle krogede træer dækket af vedbend, rododendronbuske på størrelse med huse og pittoreske gravmonumenter af en næsten Charles-Dickensagtig karakter. Assistens Kirkegård var i høj grad et sted for de levende.

Det bekræftes, når man i dag besøger Assistens Kirkegård og støder på et bredt udsnit af byens befolkning, fra småbørnsfamilier, motionister og eksamenslæsere til pensionister, cyklister og forelskede par, der sidder og kysser i de mange grønne hjørner og kroge af kirkegården. Kirkegården er altid fyldt med folk, og alligevel kan man altid finde fred på grund af de mange træer og buske.

Langt væk er erindringen om kirkegårdens opståen i 1760 i skyggen af den sidste pestepidemi, som havde fyldt kirkegårdene inden for voldene op, så kisterne på f.eks. Holmens Kirkes gravplads lå oven på hinanden. Assistens Kirkegård blev anlagt uden for voldene på en sumpet mark, hvor der på det tidspunkt blev dyrket tobak. De første år var det kun de fattige, der blev begravet derude, da bedsteborgerskabet fandt det usselt at blive begravet på et så fjernt og øde sted.

Men i slutningen af 1700-tallet begyndte de øvre klasser at få øje på stedets kvaliteter, og det blev efterhånden nærmest mondænt at blive stedt til hvile på det tidligere sumpede tobaksopdyrkede område.

Fred kirkegården
Med områdets både historiske og nutidige betydning taget i betragtning var det derfor med undren, at vi for et par år siden blev vidne til, at der blev taget en stor bid af kirkegården til kommende metrobyggeplads med flytning af hen imod 1000 grave til følge. For uanset samfundsnytten af en metro, som Danmarks Naturfredningsforening på ingen måde vil beklikke, så skal Assistens Kirkegården, med dens betydning både som rekreativt grønt område og som kulturarv, ikke holde for.
Derfor rejste Danmarks Naturfredningsforening en fredningssag for kirkegården i december 2010.

Formålet var at give hele området en permanent beskyttelse og sikre, at byggepladsområdet bliver tilbageført til parkformål, når metrostationen er færdig. På den måde vil kommende politikere ikke kunne ryste på hånden, når der skal findes egnede eller billige arealer til nye samfundsnyttige byggerier og anlæg.

Fredningsnævnet afviste imidlertid at gennemføre fredningen, da de mente, at området er godt nok beskyttet gennem kirkelovgivningen. Det er rigtigt , at denne lovgivning sikrer områdets status som kirkegård. Men en del af Assistens Kirkegård er planlagt til at være park fra 2020. Og som park vil en stor del af området ikke længere være beskyttet af kirkegårdslovgivningen. Hvad kan der så ikke ske, når der skal findes areal til f.eks. et musikhus, til en café, til cykelskure eller til andre af de pladskrævende anlæg, som byen konstant higer efter?

Flere borgere
Danmarks Naturfredningsforening er på ingen måde uenig i, at byen skal udvikle sig med de behov, som byens borgere har. Et af de behov er grønne åndehuller til den voksende befolkning. Man regner med, at København i løbet af de kommende ti år vil tælle omkring 100.000 flere borgere.

Vi skal passe på de grønne områder, vi allerede har. Og når det er et grønt område som Assistens Kirkegård, er det ikke kun et af byens grønne åndehuller, der er truet. Det et af de mest værdifulde rekreative og kulturhistorisk væsentlige steder i byen, som kan meget mere end at være kirkegård. Og som aldrig vil kunne erstattes af nye udlagte grønne områder andre steder.

Sagen ligger nu og venter på, at Natur- og Miljøklagenævnet om nogle måneder skal tage endelig stilling til, om Assistens Kirkegård skal fredes – eller om vi skal tro på, at gode viljer holder, også den dag der igen opstår et pres for, at arealerne kan bruges til andet end rekreativ park og kirkegård. Jeg ved godt, hvad jeg håber på.

Fredning – for alle for altid

Sommeren står for døren, og masser af tid og muligheder lokker forude. Min lille familie skal til de Slovenske alper, hvor vi i nogle dage skal vandre og cykle i en nationalpark. Det er et sted, hvor staten har bestemt, at naturen, landskabet og de rekreative interesser skal have forrang på bekostning af eksempelvis byudvikling og store trafikanlæg.  Det betyder at bjergene, skovene og søerne ikke må udnyttes på en måde, der forringer naturen eller den landskabelige skønhed, men at beboere og besøgende tager de hensyn der skal til, for at området ikke langsomt ændrer karakter. 

Det har den Slovenske stat bestemt, for at der skal være nogle steder, som er til glæde for de mange, også selvom det kan være til ærgrelse for de få, som havde planer om noget andet. Ligesom i mange af vores hjemlige fredede områder.

Rigtig godt, så vores fælles arv og værdier ikke langsomt forsvinder. For de fredede områder er – ligesom nationalparken i Slovenien – et fælles gode til glæde for os alle nu og i fremtiden.

Pandekagehuset i Gl. Lejre

En helt aktuel sag viser imidlertid, at det ikke altid er så ligetil, som det kan lyde. Det er sagen om ”Pandekagehuset i Gl. Lejre”, som DR1s udsendelse i sidste uge hed. 

Udsendelsen handlede om en familie, der valgte at bosætte sig i Gl. Lejre i et lille yndigt bondehus med stråtag – i et fredet område. De valgte at bo netop her, fordi landsbyen og landskabet er et af de smukkeste steder på Sjælland. Da familiens pladsbehov voksede, voksede samtidig ønsket om at bygge ud. Det fik de lov til af fredningsnævnet, som er den myndighed, der bestemmer, om der kan gives en dispensation fra en fredning. Dispensationen var dog på nogle betingelser, således at tilbygningen ville respektere fredningens formål. Udsendelsen handlede så om, at nogle kulturhistorisk kyndige bygningsarkitekter fik til opgave at tegne den helt rigtige tilbygning og finde den helt rigtige placering på grunden i forhold til det eksisterende hus. 

Da tegningerne og placeringen herefter skulle til godkendelse hos fredningsnævnet, sagde nævnet nej. Ikke fordi fredningsnævnet syntes, at den ønskede tilbygning var grim, men fordi udformningen og placeringen på grunden ville tage udsigten fra vejen over landskabet bagved. Og det ville være i strid med fredningen, som blandt andet blev gennemført for at sikre imod, at nybyggeri og anlæg med tiden ville ændre og forringe de værdier, man havde fredet for.

'Den lille mand mod systemet' vinklen
I stedet for at fortælle historien om hvorfor fredninger er et fælles gode, som skal sikre imod enkeltpersoners interesser på bekostning af fællesskabets interesser, så var udsendelsen vinklet, så det nu var rigtig synd for den sympatiske familie, at fredningsnævnet (og her sprang kæden helt af for DR1, da de i udsendelsen fortalte, at det var Danmarks Naturfredningsforening, der bestemte, at familien ikke kunne få en dispensation) ikke ville sige ja til den specialdesignede udvidelse med den ønskede placering. Ikke på noget tidspunkt fik jeg fornemmelsen af, at DR1 levede op til deres public service-ansvar, men fik til gengæld historien om ”den lille mand” imod systemet, som selv ikke TV2 Lorry kunne have gjort bedre. 

Forfædrene jord
Landskabet i og omkring Gl. Lejre er fredet efter naturbeskyttelsesloven ad flere omgange. Faktisk skal vi helt tilbage til 1923, hvor man gennemførte den første fredning af en del af området. Det er altså ikke kun med nutidige briller, at der her er væsentlige værdier at bevare for eftertiden. Baggrunden for fredning af området er, at det var lige præcis her kimen til det, vi kender som Danmark, det startede.

Det var her vores vikingeforfædre, Skjoldungerne, havde deres hovedsæde, og masser af vidnesbyrd i jorden understøtter denne teori. Blandt fundene er flere vikingehaller, hvoraf den foreløbigt ældste er fra år 500 e.kr.f. Landskabet er samtidig et overflødighedshorn af landskabselementer, som fortæller historien om hvorfor det var lige her, vores forfædre bosatte sig. Og det var blandt andet fordi jorden var god og fed, i skovene var der masser af vildt, åerne bugnede af fisk og området lå godt beskyttet tæt på Roskilde Fjord, som man kunne komme til ad vandveje i forbindelse med handel og togter. 

Tilfælde private interesser eller fredninger af fælles kulturarv?

Denne her historie fortæller først og fremmest, hvorfor det er vigtigt, at vi nogle gange bruger fredninger til at beskytte vores fælles natur- og landskabsværdier, eller den del af vores kulturarv, som vi mener, at vores efterkommere også har ret til at opleve. Hvis ikke vi kunne det, så ville vi se at private interesser langsomt lukkede for storslåede udsigter med byggeri eller juletræsplantager, fældede de gamle skove eller udlagde nye boligområder i de flotte landskaber.

Den fortæller også, hvor let det er at manipulere med den offentlige mening gennem en tendentiøs udsendelse, som giver sig tid til at zoome ind på tåren i øjenkrogen hos en kvinde, der er utålmodig efter en tilbygning til sit alt for lille hus, men ikke bruger 5 minutter på at fortælle, hvorfor landskabet ved Gl. Lejre er fredet for offentlige kroner, og hvorfor den beslutning om at frede, som både fredningsnævn og klagenævn har bakket op om, er vigtigere at respektere end tilfældige private interesser.