Pulsen er på vej op, og jeg hiver efter vejret. Den kølige morgenluft føles skarp mod huden, og jeg er lettet over, at jeg tog både hue og handsker på, inden jeg trak i løbeskoene. Efter nogle minutter har jeg fået varmen og vejret, og fortsætter i et stabilt, roligt tempo hen ad stien.
Jeg nyder freden på min rute gennem Grøndalsparken, som lige her kun er en smal sti langs en jernbane på et restareal, der ikke gik til kontorbyggeri, villaer og skolehaver. Lidt – og alligevel så uendelig meget – bedre end ingenting.
Undervejs møder jeg mange andre løbere og folk, der er ude og lufte hund.
Enkelte cyklister trodser cykelforbuddet og overhaler stilfærdigt. De nyder også de bilfrie ruter gennem byen.
Efter nogle kilometer er jeg ved Damhussøen. Ruten omkring søen er løbernes mekka, og man skal se sig for, for ikke at kollidere med de modløbende. Søen og dens omgivelser rummer en imponerende bestand af svaner, gæs og ænder. Her er de ikke sky, selvom de samme individer letter, når man kommer tæt på dem andre steder.
Det kunne have været Fælledparken, Søndermarken, Frederiksberg Have eller en hvilken som helst anden park, jeg befandt mig i. Parkerne er byernes åndehuller. Vi søger derhen når vi har brug for at koble af fra byens støj og møg. I parkerne leger vi, spiller bold, lufter hund, fletter fingre og løber. Parkerne er også en pause fra byens sanseindtryk og en mulighed for at studere det dyre- og planteliv, som trods ringe kår, har fundet en niche i parken, og mange steder er i fremgang på grund af en mere naturvenlig forvaltning.
Fredet bynatur
Af samme grund har Danmarks Naturfredningsforening med et initiativ, der startede helt tilbage i 1958, sørget for, at langt de fleste parker i København er fredet. Vores erfaring viser nemlig, at når kommunen mangler plads til nye projekter, så er det ofte parkerne, der må levere areal. Det er som regel kommunen selv der er ejer, og så er det både lettere og billigere at inddrage parken end at skulle ud og købe jord.
Det så vi for nylig, da en metrostation blev placeret på Assistens Kirkegård, og vi så det, da Statens Museum for Kunst for nogle år siden, trods den eksisterende fredning, udvidede byggeriet ud i Østre Anlæg. Vi ser det hele tiden i det små, når der tillades boldbaner med kunstgræs og anlægges brede asfalterede supercykelstier i de grønne områder.
Byen skal selvfølgelig have plads til metrostationer, museer, boldbaner og cykelstier. Men vi skal økonomisere med parkernes areal, for der bliver ikke mere af det, der hvor byen allerede er udbygget. Og derfor skal parkerne ikke automatisk levere areal, når der skal laves tennisbaner, cykelstier, legepladser og skaterbaner. I stedet kan disse anlæg lægges på arealer, der støder op til parkerne, så de bliver et rekreativt tillæg til den eksisterende park.
Synd for pindsvinet
Alt det tænker jeg på, mens jeg udmattet okser hjemefter. Langt væk i mine egne tanker får jeg et chok, da en rotte piler over stien og ind på skolehavernes område, hvor den gemmer sig under en bunke kvas. Et egern ser til fra et højt træ, som om den vil sikre sig, at med-gnaveren ikke er ude efter dens forråd. Det gælder til gengæld ikke for pindsvinet, som jeg passerer. Det ligger fladt og overkørt på vejen. Trist for den, men godt, fordi det viser, at naturen trods alt er i fremgang mange steder i byerne.
tirsdag den 3. marts 2015
onsdag den 22. oktober 2014
Flere ulve, tak!
Mørket har lukket sig om mig, og stilheden virker truende. Der er en skarp lugt af vilde dyr, og en svag puslen fra ukendte væsner, der søger efter mad i ly af natten. Jeg kan høre mit eget åndedræt og forsøger at skelne de svage konturer i det næsten totalt ravnsorte rum foran mig. Mit blik fanges af et sæt gule øjne, der ser direkte på mig, og jeg trækker mig automatisk i den modsatte retning. Jeg er ikke tryg ved situationen.
”Farmor, jeg skal lave lort”.
Bang. Der røg illusionen. Jeg befinder mig i Zoologisk Haves Natzoo. Men hvad laver alle de børn her? Kan de ikke holde sig til Søndermarkens børneafdeling? Nå, pyt da, det er jo efterårsferie.
Og med efterårsferien følger oplagte muligheder for gode naturoplevelse med familien, hvad enten det er i zoo eller i den danske natur. Vi valgte zoo, efter at have læst nyheden fra Living Planet Report om, at halvdelen af verdens dyr er forsvundet på kun 40 år. Det er ikke biodiversiteten, altså artsrigdommen, det handler om, men antallet af dyr samlet set.
Grunden til nedgangen er, at vi mennesker fylder mere og mere på kloden med et antal på 8 milliarder. Vi fælder træer, pumper grundvand op, sender kuldioxid ud i atmosfæren, og så skal vi bruge mere og mere af pladsen til at producere mad til os selv eller til de husdyr, vi spiser, og det gør, at vi i stigende grad tærer på dyrenes naturlige levesteder. Det – sammen med jagt, fiskeri og klimaforandringer – udgør hovedårsagerne til tilbagegangen.
Rewilding i Yellowstone
Det er ikke, fordi vi ikke ved bedre. I 1995 blev et mindre antal ulve reintroduceret i Yellowstone National Park i USA efter at have været forsvundet i 70 år. Det kaldes rewilding, når man udsætter dyr der tidligere hørte til i et område. Formålet er at genskabe vigtige balancer i områders økosystemer.
I Yellowstone begyndte ændringer at ske med en hast og på en måde, ingen biologer og forskere havde forudset. Hjortene fik med ulvene deres naturlige fjende igen og blev begrænset i antal, samtidig med at de begyndte at holde sig væk fra nogle områder. Indtil da var deres antal eksploderet, med voldsomme negative konsekvenser for vegetationen overalt i parken.
I de områder, hvor hjortene nu holdt sig væk, begyndte vegetationen igen at komme sig, og visse steder femdoblede træerne deres højde på blot seks år. Og da det skete, begyndte fuglene at komme tilbage. Og ligeså bæverne, fordi bævere elsker træer. Og bævere er sande øko-ingeniører, som skaber levesteder for mange andre arter. Dæmningerne, de byggede, skabte gode forhold for odder og moskusrotter og andefugle og fisk og krybdyr og padder og meget mere.
Ulvene dræbte prærieulve, hvorefter antallet af gnavere som kaniner og mus steg. Det betød igen, at antallet af rovfugle steg, fordi de lever af gnavere. Og der kom flere væsler og ræve og grævlinger, som også lever af gnavere. Selv bjørnene steg i antal, fordi der var flere bær på de regenererede træer. Men det mest utrolige var, at ulvene ændrede flodernes opførsel. De begyndte at slynge sig mindre og i stedet skære sig dybere ned i landskabet, fordi brinkerne ikke længere blev trådt ned af hjortene, og som en følge deraf eroderede mindre.
På under 20 år er nationalparkens økosystemer blevet genoprettet, så der er naturlige balancer, som vi mennesker ikke behøver gribe ind i. Vildt, bogstavelig talt!
Ulven i dansk natur
Vi gør det også i Danmark. Reintroducerer vilde dyr, som oprindelig har hørt til i den danske fauna. Det bedste eksempel er bæveren, som for få år siden blev sat ud et par steder i landet, og som ser ud til at stortrives – og senest eghjorten, som for et års tid siden blev sat ud flere steder i Dyrehaven nord for København. Og så er der ulven, som har reintroduceret sig selv, og heldigvis har fået lov at blive. Et nyt natursyn er ved at få fodfæste.
Vi er blevet mere åbne for at genskabe balancer i naturen, så økosystemer kan vedligeholde sig selv, have en naturlig dynamik og ændre og udvikle sig på egne vilkår. Og det er der behov for, hvis vi skal vende den triste nedgang både i arter og antal af dyr, og for så vidt også planter på kloden.
I Danmark er det en særlig udfordring, at landet er gennemskåret på kryds og tværs af veje, der har efterladt det meste af naturen i småbidder, og forarmet af landbrugets brug af gødning og pesticider. Men nogle steder har naturarealet et format, hvor vi realistisk kan tage ved lære af reintroduktionen af ulven i Yellowstone. Det vil jeg gerne se mere af!
Tilbage til zoo, hvor jeg lige er blevet revet ud af mit selvskabte drama midt i storbyen, vakler vi ud i dagslyset igen, hvor vi tager den hurtigt forbi sælerne, bjørnene og videre til ulvene, som i en for dem absurd lille indhegning trods alt ser ud til at stortrives. Den ene har lige rejst sig og står og misser op mod solen, som om den overvejer at lægge sig ned igen. Og her får min fantasi atter frit spil, så inden længe er jeg et sted på de jyske heder.
”Farmor, jeg skal lave lort”.
Bang. Der røg illusionen. Jeg befinder mig i Zoologisk Haves Natzoo. Men hvad laver alle de børn her? Kan de ikke holde sig til Søndermarkens børneafdeling? Nå, pyt da, det er jo efterårsferie.
Og med efterårsferien følger oplagte muligheder for gode naturoplevelse med familien, hvad enten det er i zoo eller i den danske natur. Vi valgte zoo, efter at have læst nyheden fra Living Planet Report om, at halvdelen af verdens dyr er forsvundet på kun 40 år. Det er ikke biodiversiteten, altså artsrigdommen, det handler om, men antallet af dyr samlet set.
Grunden til nedgangen er, at vi mennesker fylder mere og mere på kloden med et antal på 8 milliarder. Vi fælder træer, pumper grundvand op, sender kuldioxid ud i atmosfæren, og så skal vi bruge mere og mere af pladsen til at producere mad til os selv eller til de husdyr, vi spiser, og det gør, at vi i stigende grad tærer på dyrenes naturlige levesteder. Det – sammen med jagt, fiskeri og klimaforandringer – udgør hovedårsagerne til tilbagegangen.
Rewilding i Yellowstone
Det er ikke, fordi vi ikke ved bedre. I 1995 blev et mindre antal ulve reintroduceret i Yellowstone National Park i USA efter at have været forsvundet i 70 år. Det kaldes rewilding, når man udsætter dyr der tidligere hørte til i et område. Formålet er at genskabe vigtige balancer i områders økosystemer.
I Yellowstone begyndte ændringer at ske med en hast og på en måde, ingen biologer og forskere havde forudset. Hjortene fik med ulvene deres naturlige fjende igen og blev begrænset i antal, samtidig med at de begyndte at holde sig væk fra nogle områder. Indtil da var deres antal eksploderet, med voldsomme negative konsekvenser for vegetationen overalt i parken.
I de områder, hvor hjortene nu holdt sig væk, begyndte vegetationen igen at komme sig, og visse steder femdoblede træerne deres højde på blot seks år. Og da det skete, begyndte fuglene at komme tilbage. Og ligeså bæverne, fordi bævere elsker træer. Og bævere er sande øko-ingeniører, som skaber levesteder for mange andre arter. Dæmningerne, de byggede, skabte gode forhold for odder og moskusrotter og andefugle og fisk og krybdyr og padder og meget mere.
Ulvene dræbte prærieulve, hvorefter antallet af gnavere som kaniner og mus steg. Det betød igen, at antallet af rovfugle steg, fordi de lever af gnavere. Og der kom flere væsler og ræve og grævlinger, som også lever af gnavere. Selv bjørnene steg i antal, fordi der var flere bær på de regenererede træer. Men det mest utrolige var, at ulvene ændrede flodernes opførsel. De begyndte at slynge sig mindre og i stedet skære sig dybere ned i landskabet, fordi brinkerne ikke længere blev trådt ned af hjortene, og som en følge deraf eroderede mindre.
På under 20 år er nationalparkens økosystemer blevet genoprettet, så der er naturlige balancer, som vi mennesker ikke behøver gribe ind i. Vildt, bogstavelig talt!
Ulven i dansk natur
Vi gør det også i Danmark. Reintroducerer vilde dyr, som oprindelig har hørt til i den danske fauna. Det bedste eksempel er bæveren, som for få år siden blev sat ud et par steder i landet, og som ser ud til at stortrives – og senest eghjorten, som for et års tid siden blev sat ud flere steder i Dyrehaven nord for København. Og så er der ulven, som har reintroduceret sig selv, og heldigvis har fået lov at blive. Et nyt natursyn er ved at få fodfæste.
Vi er blevet mere åbne for at genskabe balancer i naturen, så økosystemer kan vedligeholde sig selv, have en naturlig dynamik og ændre og udvikle sig på egne vilkår. Og det er der behov for, hvis vi skal vende den triste nedgang både i arter og antal af dyr, og for så vidt også planter på kloden.
I Danmark er det en særlig udfordring, at landet er gennemskåret på kryds og tværs af veje, der har efterladt det meste af naturen i småbidder, og forarmet af landbrugets brug af gødning og pesticider. Men nogle steder har naturarealet et format, hvor vi realistisk kan tage ved lære af reintroduktionen af ulven i Yellowstone. Det vil jeg gerne se mere af!
Tilbage til zoo, hvor jeg lige er blevet revet ud af mit selvskabte drama midt i storbyen, vakler vi ud i dagslyset igen, hvor vi tager den hurtigt forbi sælerne, bjørnene og videre til ulvene, som i en for dem absurd lille indhegning trods alt ser ud til at stortrives. Den ene har lige rejst sig og står og misser op mod solen, som om den overvejer at lægge sig ned igen. Og her får min fantasi atter frit spil, så inden længe er jeg et sted på de jyske heder.
onsdag den 10. september 2014
Naturens dag – hver dag!
Naturens Dag nærmer sig. På søndag er det tid til den årlige tilbagevendende fejring af vores skønne natur, hvor vi sammen med en masse andre har mulighed for at deltage i et af utallige arrangementer overalt i Danmark.
Det får mig til at mindes sidste år på samme tid, hvor jeg er i mit sædvanlige entusiastiske 'jeg-har-et-godt-tilbud-til-jer-unger'– humør, holdte en salgstale for mine børn. Traditionen tro ville min søn på dengang 16 år hellere træne med vennerne, og hans storesøster foretrak at løbe alene med musik i ørerne.
Heldigvis har jeg en mand, som altid gider at vandre i naturen uanset vejr og årstid. Og uanset at jeg går i sneglefart, fordi der er så meget, jeg skal undersøge på vejen. Så vi kommer af sted og har en fortræffelig dag i Amager Strandpark med søde mennesker, som også er blevet inspireret af dagens mange spændende arrangemente
Men hvorfor overhovedet en Naturens Dag. Hvorfor kun én dag, og hvorfor er det overhovedet nødvendigt at gøre reklame for en oplevelse i naturen? Svaret er enkelt: Fordi mange mennesker ikke er klar over, hvad vi har af fælles rigdom til fri afbenyttelse overalt i landet.
Naturoplevelser går sjældent af med sejren
En Gallup-undersøgelse fra 2012 viste, at børn og unge bruger meget mindre tid i naturen, end deres bedsteforældre gjorde. En af konklusionerne er, at tv, computer og elektroniske spil samt manglende tid på grund af sport og andre hobbyer er hovedårsagerne. Der tales også om, at unge i dag stiller krav om flere friluftsfaciliteter og muligheder for aktiviteter, hvis de skal lokkes ud i naturen.
Fra den private front – og mine egne unger – må jeg konstatere, at det er rigtigt nok. Unge mennesker vil gerne ud i naturen, men naturen er ét af mange spændende tilbud, og her er det sjældent, at naturoplevelsen går af med sejren. Mange stiller krav om at kunne fitnesstræne i skoven, cykle på mountainbikes, løbe ad oplyste ruter, ride, klatre i træer eller bruge vandoverfladen til meget andet end svømning.
Flere steder – særligt i Statens skove – prøver man at imødekomme disse ønsker. Og masser af steder skaber det store konflikter mellem de forskellige brugergrupper. Desuden kan mange naturområder slet ikke bære disse friluftsaktiviteter, hvis vi også vil beskytte naturen.
Det man elsker...
Hvis vi imidlertid gerne vil have de unge ud i naturen igen, så de ligesom deres bedsteforældre kan fascineres af spændende naturoplevelser, er der brug for en rummelighed og accept af, at nutidens unge stiller nogle andre krav. Det mener jeg må være muligt at imødekomme, uden at det må gå ud over naturens kvalitet. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal åbne op for mountainbiking og oplyste løberuter overalt i vores natur, men der er brug for flere spændende og kreative tilbud i naturen, og gerne i nærheden af hvor vi bor. Både fordi det er sundt og sjovt, men også for naturens skyld. Vi skal ud i den for at lære den at kende. Det vi kender, holder vi af – og kun det vi holder af, passer vi på.
Så når jeg på søndag atter prøver at få mine teenageunger med ud i naturen, så er det måske med løbetøj eller på cykler og med varm kakao forude som lokkemad. Men det er også ok.
Det får mig til at mindes sidste år på samme tid, hvor jeg er i mit sædvanlige entusiastiske 'jeg-har-et-godt-tilbud-til-jer-unger'– humør, holdte en salgstale for mine børn. Traditionen tro ville min søn på dengang 16 år hellere træne med vennerne, og hans storesøster foretrak at løbe alene med musik i ørerne.
Heldigvis har jeg en mand, som altid gider at vandre i naturen uanset vejr og årstid. Og uanset at jeg går i sneglefart, fordi der er så meget, jeg skal undersøge på vejen. Så vi kommer af sted og har en fortræffelig dag i Amager Strandpark med søde mennesker, som også er blevet inspireret af dagens mange spændende arrangemente
Men hvorfor overhovedet en Naturens Dag. Hvorfor kun én dag, og hvorfor er det overhovedet nødvendigt at gøre reklame for en oplevelse i naturen? Svaret er enkelt: Fordi mange mennesker ikke er klar over, hvad vi har af fælles rigdom til fri afbenyttelse overalt i landet.
Naturoplevelser går sjældent af med sejren
En Gallup-undersøgelse fra 2012 viste, at børn og unge bruger meget mindre tid i naturen, end deres bedsteforældre gjorde. En af konklusionerne er, at tv, computer og elektroniske spil samt manglende tid på grund af sport og andre hobbyer er hovedårsagerne. Der tales også om, at unge i dag stiller krav om flere friluftsfaciliteter og muligheder for aktiviteter, hvis de skal lokkes ud i naturen.
Fra den private front – og mine egne unger – må jeg konstatere, at det er rigtigt nok. Unge mennesker vil gerne ud i naturen, men naturen er ét af mange spændende tilbud, og her er det sjældent, at naturoplevelsen går af med sejren. Mange stiller krav om at kunne fitnesstræne i skoven, cykle på mountainbikes, løbe ad oplyste ruter, ride, klatre i træer eller bruge vandoverfladen til meget andet end svømning.
Flere steder – særligt i Statens skove – prøver man at imødekomme disse ønsker. Og masser af steder skaber det store konflikter mellem de forskellige brugergrupper. Desuden kan mange naturområder slet ikke bære disse friluftsaktiviteter, hvis vi også vil beskytte naturen.
Det man elsker...
Hvis vi imidlertid gerne vil have de unge ud i naturen igen, så de ligesom deres bedsteforældre kan fascineres af spændende naturoplevelser, er der brug for en rummelighed og accept af, at nutidens unge stiller nogle andre krav. Det mener jeg må være muligt at imødekomme, uden at det må gå ud over naturens kvalitet. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal åbne op for mountainbiking og oplyste løberuter overalt i vores natur, men der er brug for flere spændende og kreative tilbud i naturen, og gerne i nærheden af hvor vi bor. Både fordi det er sundt og sjovt, men også for naturens skyld. Vi skal ud i den for at lære den at kende. Det vi kender, holder vi af – og kun det vi holder af, passer vi på.
Så når jeg på søndag atter prøver at få mine teenageunger med ud i naturen, så er det måske med løbetøj eller på cykler og med varm kakao forude som lokkemad. Men det er også ok.
tirsdag den 5. august 2014
Når naturen er en fjende
Min datter skal til Afrika. Ikke på safari eller til en turistdestination i Nordafrika med hoteller med indlagt vand og elektricitet. Nej, hun skal opholde sig tre måneder i Malawi, syd for ækvator, langt ude på
landet, i en lille landsby med hjemmeflikkede hytter. Her skal hun bo hos en
lokal familie, sendt ud af Folkekirkens Nødhjælp.
I forberedelserne til turen indgår der et arsenal af forholdsregler, medicin og remedier, der skal sikre hende imod de utallige farer, som Malawis natur byder på. Malaria og andre tropesygdomme, forskellige klamme parasitter, slanger, insekter, flodheste og løver er blot nogle af dem. Helt reelle farer, der udgør en risiko, når man arbejder i marken, henter vand eller sover – uden adgang til medicin, som vi tager som en selvfølge.
Alle disse farer og forholdsregler fik mig til at tænke på den danske natur. Lurer der overhovedet nogen farer ude i den danske natur? Jeg kan kun komme i tanke om flåter og hugorme. Og så måske hveps og gedehams, hvis man er allergisk. Tager vi til havs kan vi møde fjæsingen, som kan finde på at lægge sig i sandet på lavt vand i sommermånederne. Træder man på den, kan man blive stukket af dens pigge, som er fulde af gift. Fjæsingen er vores giftigste fisk og potentielt dødelig, men der er aldrig rapporteret om dødsfald på grund af fjæsing.
Mild og venlig
Nogle vil måske driste sig til at sige ulv, men her må jeg insistere på, at den risiko er temmelig hypotetisk. Der er 10-20.000 ulve i Europa, og gennem de seneste 50 år er der kun 4 dokumenterede ulve-drab på mennesker (2002-tal). Sammenlignet med drab på mennesker udført af tamhunde eller årlige trafikdrab er risikoen for at møde og blive dræbt af en ulv mindre end at vinde en kæmpegevinst i lotteriet på en lodseddel, man har fundet i en papirkurv.
Summa summarum; den danske natur er yderst fredelig, når det kommer til dyrelivet. Derimod er der en række planter og svampe, som det er en ualmindelig dårlig ide at sætte til livs: for eksempel hvid og grøn fluesvamp. Når det er sagt behøver vi dog ikke bekymre os nævneværdigt når vi bruger naturen, som for de fleste af os primært sker i rekreative sammenhænge.
Tilbage til Malawi, så er forholdet til naturen for de fleste indfødte ikke af rekreativ karakter, men et vilkår man lever med og igennem de aktiviteter, der udgør arbejdet med at opretholde en tilværelse. Min datter skal kun på besøg. Hun kommer hjem igen med en bevidsthed om, at naturen i Danmark er mild, venlig og imødekommende, og for 7000 km dejlige kysters og statslige skoves vedkommende vores alles, til glæde og gavn. Vi er ret heldige.
I forberedelserne til turen indgår der et arsenal af forholdsregler, medicin og remedier, der skal sikre hende imod de utallige farer, som Malawis natur byder på. Malaria og andre tropesygdomme, forskellige klamme parasitter, slanger, insekter, flodheste og løver er blot nogle af dem. Helt reelle farer, der udgør en risiko, når man arbejder i marken, henter vand eller sover – uden adgang til medicin, som vi tager som en selvfølge.
Alle disse farer og forholdsregler fik mig til at tænke på den danske natur. Lurer der overhovedet nogen farer ude i den danske natur? Jeg kan kun komme i tanke om flåter og hugorme. Og så måske hveps og gedehams, hvis man er allergisk. Tager vi til havs kan vi møde fjæsingen, som kan finde på at lægge sig i sandet på lavt vand i sommermånederne. Træder man på den, kan man blive stukket af dens pigge, som er fulde af gift. Fjæsingen er vores giftigste fisk og potentielt dødelig, men der er aldrig rapporteret om dødsfald på grund af fjæsing.
Mild og venlig
Nogle vil måske driste sig til at sige ulv, men her må jeg insistere på, at den risiko er temmelig hypotetisk. Der er 10-20.000 ulve i Europa, og gennem de seneste 50 år er der kun 4 dokumenterede ulve-drab på mennesker (2002-tal). Sammenlignet med drab på mennesker udført af tamhunde eller årlige trafikdrab er risikoen for at møde og blive dræbt af en ulv mindre end at vinde en kæmpegevinst i lotteriet på en lodseddel, man har fundet i en papirkurv.
Summa summarum; den danske natur er yderst fredelig, når det kommer til dyrelivet. Derimod er der en række planter og svampe, som det er en ualmindelig dårlig ide at sætte til livs: for eksempel hvid og grøn fluesvamp. Når det er sagt behøver vi dog ikke bekymre os nævneværdigt når vi bruger naturen, som for de fleste af os primært sker i rekreative sammenhænge.
Tilbage til Malawi, så er forholdet til naturen for de fleste indfødte ikke af rekreativ karakter, men et vilkår man lever med og igennem de aktiviteter, der udgør arbejdet med at opretholde en tilværelse. Min datter skal kun på besøg. Hun kommer hjem igen med en bevidsthed om, at naturen i Danmark er mild, venlig og imødekommende, og for 7000 km dejlige kysters og statslige skoves vedkommende vores alles, til glæde og gavn. Vi er ret heldige.
onsdag den 4. juni 2014
Fuglemands-snak
De lede skader spiser småfuglenes unger. Og rågekolonien med dens skrigeri burde kommunen gøre noget ved. For ikke at tale om mågerne, der nu også slår sig ned på byens tage.
Det er nogenlunde det fugle-verdensbillede jeg er vokset op med. Det var derfor en spændende kontrast at få en svigermor, der rejser helt til Færøerne for at se på fugle, og som ved meget mere om fugle, end jeg nogen sinde kommer til. At min svigermor så oven i købet er fobisk ræd for fugle tæt på er en for mig pudsig og uforståelig modsætning. Hun håndterer det ved at have en rigtig god kikkert.
Uanset kontrasterne i mit eget familiære netværk, så er mit forhold til fugle fint. Jeg kender de mest almindelige arter på deres udseende – og næsten ingen på deres stemme. Men jeg elsker det, fuglene repræsenterer: At der – med tilstrækkelig meget tid her på jorden – sker en tilpasning til omgivelserne og en specialisering, der passer til hver eneste lille biotop, så det ender med uendelig mange arter. Hver med deres specifikke niche-krav.
Nogle fugle er så specialiserede, at de kun forekommer meget få steder. Det gælder fx vandrefalken, der kræver stejle skrænter eller høje tårne, og som derfor kun findes få steder, herunder på Møns og Stevns klinter. Samtidig er den fulgt med udviklingen. Den bor nu også på SAS-hotellet, hvor den kan ses sidde i bogstaverne. Og på Øresundsbroen, hvor den har ynglet på en af bropillerne siden 2011, og den kan således, trods sin specialiserede livsform, finde en plads blandt mennesker.
Dens fleksibilitet gør den mindre sårbar end eksempelvis havørnen, som er krævende i valg af bolig og derfor også afhængig af, at vi bevidst sikrer dens levesteder, som er store gamle træer i uforstyrrede egne hvor der er masser af mad.
Træer, der forsvandt
Omkring år 1800 var landet praktisk talt ryddet for store træer, da de var fældet for at skaffe brænde og tømmer. Så skovloven kom til verden under Christian d. 7 i 1805 for at beskytte den resterende skov. Da englænderne to år efter sænkede vores flåde, blev det desuden besluttet at plante ny skov til flådetømmer. En meget langsigtet løsning, som på sigt ville give give store træer i Danmark.
Ud over manglen på store gamle træer, var der en intensiv jagt på alle rovfugle. Det betød, at der indtil langt ind i 1900-tallet var en voldsomt reduceret bestand af mange rovfugle. Og da vi så i udviklingens navn begyndte at bruge miljøgifte i stor stil i 1960’erne gik det igen helt galt for rovfuglene. De mus, som danner en stor del af det naturlige fødegrundlag for mange rovfugle, havde nemlig levet af forgiftet korn. Så når man som rovfuglene er sidste led i fødekæden, så hober der sig en del gift op i kroppen gennem tiden. Giften resulterede i, at æggene blev meget tyndskallede og skrøbelige. Når fuglene lå på dem og rugede, knustes de.
Først da vi fik (nogenlunde) styr på miljøgiftene – og forbød de værste, kunne rovfuglene igen få unger på vingerne, og det er den succes, vi kan nyde resultatet af i dag. At kongens træer efter godt 200 år også endelig har nået en størrelse, hvor selv de mest krævende rovfugle føler sig tilpas, når de bruger dem som udkigspost, levner håb om en fortsat voksende og sund bestand af rovfugle. Rovfuglenes følsomhed overfor forstyrrelser giver naturligvis fortsat en udfordring; kan og vil vi sikre, at der er plads til selv de mest krævende hjemmehørende rovfugle i vores landskab? Eller skal vi håbe, at flere arter tilpasser sig på samme måde som vandrefalken?
Der hvor jeg bor, i landets tættest befolkede kommune Frederiksberg, har vi Frederiksberg Have. Der myldrer det med fugle, som ikke alle er kendt for deres tillidsfulde væsen. Fiskehejren er et eksempel. Efter generationer af fodring og meget lidt plads har de vænnet sig så meget til mennesker, at de er blevet håndtamme. Det er naturligvis ikke løsningen på rovfuglenes udfordring, men jeg tænker da, at det kunne være et smukt perspektiv på naturen i byen, at jeg en dag kunne passere en havørn i en trætop på min vej gennem haven. Og mon ikke at selv min fugle-fobiske svigermor ville finde det så fascinerende, at hun ville blæse sin fobi et stykke for at få den oplevelse med.
Det er nogenlunde det fugle-verdensbillede jeg er vokset op med. Det var derfor en spændende kontrast at få en svigermor, der rejser helt til Færøerne for at se på fugle, og som ved meget mere om fugle, end jeg nogen sinde kommer til. At min svigermor så oven i købet er fobisk ræd for fugle tæt på er en for mig pudsig og uforståelig modsætning. Hun håndterer det ved at have en rigtig god kikkert.
Uanset kontrasterne i mit eget familiære netværk, så er mit forhold til fugle fint. Jeg kender de mest almindelige arter på deres udseende – og næsten ingen på deres stemme. Men jeg elsker det, fuglene repræsenterer: At der – med tilstrækkelig meget tid her på jorden – sker en tilpasning til omgivelserne og en specialisering, der passer til hver eneste lille biotop, så det ender med uendelig mange arter. Hver med deres specifikke niche-krav.
Nogle fugle er så specialiserede, at de kun forekommer meget få steder. Det gælder fx vandrefalken, der kræver stejle skrænter eller høje tårne, og som derfor kun findes få steder, herunder på Møns og Stevns klinter. Samtidig er den fulgt med udviklingen. Den bor nu også på SAS-hotellet, hvor den kan ses sidde i bogstaverne. Og på Øresundsbroen, hvor den har ynglet på en af bropillerne siden 2011, og den kan således, trods sin specialiserede livsform, finde en plads blandt mennesker.
Dens fleksibilitet gør den mindre sårbar end eksempelvis havørnen, som er krævende i valg af bolig og derfor også afhængig af, at vi bevidst sikrer dens levesteder, som er store gamle træer i uforstyrrede egne hvor der er masser af mad.
Træer, der forsvandt
Omkring år 1800 var landet praktisk talt ryddet for store træer, da de var fældet for at skaffe brænde og tømmer. Så skovloven kom til verden under Christian d. 7 i 1805 for at beskytte den resterende skov. Da englænderne to år efter sænkede vores flåde, blev det desuden besluttet at plante ny skov til flådetømmer. En meget langsigtet løsning, som på sigt ville give give store træer i Danmark.
Ud over manglen på store gamle træer, var der en intensiv jagt på alle rovfugle. Det betød, at der indtil langt ind i 1900-tallet var en voldsomt reduceret bestand af mange rovfugle. Og da vi så i udviklingens navn begyndte at bruge miljøgifte i stor stil i 1960’erne gik det igen helt galt for rovfuglene. De mus, som danner en stor del af det naturlige fødegrundlag for mange rovfugle, havde nemlig levet af forgiftet korn. Så når man som rovfuglene er sidste led i fødekæden, så hober der sig en del gift op i kroppen gennem tiden. Giften resulterede i, at æggene blev meget tyndskallede og skrøbelige. Når fuglene lå på dem og rugede, knustes de.
Først da vi fik (nogenlunde) styr på miljøgiftene – og forbød de værste, kunne rovfuglene igen få unger på vingerne, og det er den succes, vi kan nyde resultatet af i dag. At kongens træer efter godt 200 år også endelig har nået en størrelse, hvor selv de mest krævende rovfugle føler sig tilpas, når de bruger dem som udkigspost, levner håb om en fortsat voksende og sund bestand af rovfugle. Rovfuglenes følsomhed overfor forstyrrelser giver naturligvis fortsat en udfordring; kan og vil vi sikre, at der er plads til selv de mest krævende hjemmehørende rovfugle i vores landskab? Eller skal vi håbe, at flere arter tilpasser sig på samme måde som vandrefalken?
Der hvor jeg bor, i landets tættest befolkede kommune Frederiksberg, har vi Frederiksberg Have. Der myldrer det med fugle, som ikke alle er kendt for deres tillidsfulde væsen. Fiskehejren er et eksempel. Efter generationer af fodring og meget lidt plads har de vænnet sig så meget til mennesker, at de er blevet håndtamme. Det er naturligvis ikke løsningen på rovfuglenes udfordring, men jeg tænker da, at det kunne være et smukt perspektiv på naturen i byen, at jeg en dag kunne passere en havørn i en trætop på min vej gennem haven. Og mon ikke at selv min fugle-fobiske svigermor ville finde det så fascinerende, at hun ville blæse sin fobi et stykke for at få den oplevelse med.
onsdag den 23. april 2014
Skolekridt og kattegrus
At man i dag kan stå på toppen af Møns klint og skue ud over havet skyldes udelukkende, at staten – på initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening – i 1921 gennemførte en fredning af klinten. Dermed forhindrede man et tysk råstofkonsortium i at købe klinten for at bryde kalken til skrivekridt.
Det blev en af landets allerførste fredninger og viste værdien af fredning som et effektivt redskab til at beskytte vores fælles værdier. Senere, i 1983, blev fredningen udvidet og moderniseret, men det var den første tidlige fredning, som sikrede en af vores mest imponerende geologiske hot spots imod at ende som skrivekridt i tyske klasselokaler eller cement i byggeri.
Kunne det være sket i dag, at staten måtte haste ud for at beskytte
noget så enestående som den hævede havbund fra et lunt og fjernt hav, der for
75 millioner år siden lå, hvor Danmark ligger i dag, og hvor små og større havdyr
levede og døde og derefter sank til bunds og blev til de spændende fossiler,
som vi kan finde ved Møns Klint i dag?
Nej, tænker de fleste nok. Men da min søster for nylig spurgte mig, om vi ikke skulle tage en tur
til øen Fur i Limfjorden og lede efter fossiler i moleret, slog det mig, at det
da vist er en god ide, mens tid er, for Fur er nemlig ved at ende sine smukke
dage i landets kattebakker og som isoleringsmateriale. Fur er kendt for sin
moler, og der findes på øen en betydelig industri, der udnytter dette som
råstof.
Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for 55 millioner år siden
dækkende det meste af Danmark. Og Fur er ligesom Møns Klint helt enestående i
Danmark med sine stejle klinter, som istidernes gletsjere de sidste 100.000 år har
skubbet op af havet, så moler og kridt ligger blottet for øjet og til gratis beundring
for besøgende.
Hvis vi i fremtiden fortsat skal have unikke og spændende geologiske
hot spots at vise vores efterkommere, så skal vi beskytte disse vigtigste
nationale perler med det stærkeste redskab vi har i den danske lovgivning til
det formål, nemlig fredning. Og det kan betyde at vi må sætte en stopper for
fortsat industriel udnyttelse.
Det er selvfølgelig forbundet med udgifter
her og nu, da ejerne af disse arealer skal have økonomisk kompensation for
deres tabte rettigheder. Men det er også en visionær og fremsynet investering i
nationale værdier, som har langt større betydning end råstofværdien her og nu.
Så når jeg om 10 år besøger Fur med min søster, børn og børnebørn, så
håber jeg at jeg møder molerklinterne tilstrækkeligt beskyttet, flot formidlet
og stolt fremvist af de lokale beboere. Ligesom man i dag oplever Møns Klint.
Hvordan vi på Fur skal nå derhen, vil jeg tænke over i den kommende tid…
fredag den 21. februar 2014
Gamle træer er vigtige - for klatrelystne drenge og naturen
Jeg er forelsket i de store gamle træer. Men når sandheden skal frem, og det synes jeg, den skal nu, så har jeg aldrig nogensinde været oppe og klatre i et stort træ. Jeg er nemlig rædselsslagen for at falde ned. For at de grene, som jeg satte mine fødder på ved opstigningen, pludselig er væk, når jeg skal ned igen eller ikke længere kan bære min vægt. Så jeg er aldrig kravlet op i et træ. Heller ikke som barn.
Sådan er det heldigvis ikke alle, der har det.
Min yngste bonussøn har det for eksempel ikke sådan. Siden han var en lille bitte purk på korte ben, har han kunne spotte et godt klatretræ på flere hundrede meters afstand. Og hvad enten der var voksne i nærheden eller ej, så kravlede han målrettet og ubesværet højt op i træet. Uanset min bekymring og formaninger til faderen om at stå under træet for at tage imod, når drengen nu faldt ned, så gik det godt stort set hver gang. Der var selvfølgelig lige dengang han var endt helt oppe i toppen af et gammel fyrretræ og jakken sad fast i en gren. Eller dengang han kom hjem og lugtede fælt af råddent mosevand, fordi han var kravlet op i et træ og så plumpet ned i en grøft med stillestående sort vand.
Levested for hundredvis af arter
Store gamle træer er vigtige. Ikke kun for små klatrelystne drenge, men også for naturen. De er levested for hundredvis af arter; insekter, orme, lav’er, svampe, spindlere, fugle og ofte også pattedyr som flagermus og egern. Og jo ældre træet er, jo bedre. Jo mere kroget og hult med døde grene, jo mere potentiale for andet liv end træet selv. I et gammelt egetræ – og de kan blive over 1000 år gamle, kan der knytte sig op til 1000 forskellige arter. Egetræet er, fordi det bliver så gammelt, kongen blandt træer og repræsenterer en helt unik tidsmæssig kontinuitet. Når træet så en dag går ud og mange år efter, hvor træet står som en skulpturel træruin, fortsætter det med at være levested for rigtig mange forskellige arter.
Desværre passer vi ikke altid godt nok på de store gamle træer. Står de i vejen for ”udviklingen”, det være sig infrastrukturanlæg, byudvikling eller intensiv landbrugsproduktion, så fældes de i effektivitetens navn. Eller også kræver de kostbare beskæringer af grene, som truer med at falde ned i hovedet på folk. Og så er det ofte både lettere og billigere at fælde og erstatte dem af små nye træer.
Danmarks Naturfredningsforening har rejst nogle få fredningssager for enkelt-træer og gamle alléer for at sætte fokus på de gamle træers kæmpe store værdi for naturen. For få år siden rejste – og vandt - vi en fredningssag om et stort gammelt træ i en skolegård i Gentofte. Træet var dømt til at vige sin plads til fordel for en ny gymnastiksal. Da fredningen blev gennemført fandt man imidlertid en anden løsning, og der blev plads til både træ og gymnastiksal. Sidste år vandt vi en fredningssag om en næsten 100 år gammel seljerønneallé, der forbinder to små landsbyer uden for Viborg, og har en kolossal betydning på egnen som identitetsskabende, kulturbærende og karakteristisk landskabselement i et ellers intensivt dyrket - og forholdsvist nøgent - landskab.
Registrer et evighedstræ
Vi kan naturligvis ikke frede os igennem alle landets store gamle træer, der er truet af fældning, men vi har med vores fredninger af de gamle træer skabt en debat om, hvorfor de bør beskyttes bedre, end de er i dag. Der er nemlig ingen lov, der beskytter de gamle træer imod fældning. Skovloven sikrer blot, at fredskovsarealer genplantes efter afdrift, og i naturbeskyttelsesloven glimrer træerne ved deres fravær.
Danmarks Naturfredningsforening prøver lige nu gennem kampagnen Evighedstræer, at få staten, kommunerne og de private lodsejere til frivilligt at lade deres gamle træer registrere. Det er der mange der har vist interesse for, og vi har nu hensigtserklæringer fra 40 træejere om, at de vil bevare og beskytte deres træ godt, og så længe det er muligt. Det er langtfra nok, men jeg tror at det er begyndelsen på en proces, hvor vi får en meget bedre beskyttelse af de gamle træer både i og udenfor byerne, de gamle træer som levested for mange arter, som bærere af vores kulturhistorie, som karakteristiske landskabselementer og som klatretræer for friske unger.
Sådan er det heldigvis ikke alle, der har det.
Min yngste bonussøn har det for eksempel ikke sådan. Siden han var en lille bitte purk på korte ben, har han kunne spotte et godt klatretræ på flere hundrede meters afstand. Og hvad enten der var voksne i nærheden eller ej, så kravlede han målrettet og ubesværet højt op i træet. Uanset min bekymring og formaninger til faderen om at stå under træet for at tage imod, når drengen nu faldt ned, så gik det godt stort set hver gang. Der var selvfølgelig lige dengang han var endt helt oppe i toppen af et gammel fyrretræ og jakken sad fast i en gren. Eller dengang han kom hjem og lugtede fælt af råddent mosevand, fordi han var kravlet op i et træ og så plumpet ned i en grøft med stillestående sort vand.
Levested for hundredvis af arter
Store gamle træer er vigtige. Ikke kun for små klatrelystne drenge, men også for naturen. De er levested for hundredvis af arter; insekter, orme, lav’er, svampe, spindlere, fugle og ofte også pattedyr som flagermus og egern. Og jo ældre træet er, jo bedre. Jo mere kroget og hult med døde grene, jo mere potentiale for andet liv end træet selv. I et gammelt egetræ – og de kan blive over 1000 år gamle, kan der knytte sig op til 1000 forskellige arter. Egetræet er, fordi det bliver så gammelt, kongen blandt træer og repræsenterer en helt unik tidsmæssig kontinuitet. Når træet så en dag går ud og mange år efter, hvor træet står som en skulpturel træruin, fortsætter det med at være levested for rigtig mange forskellige arter.
Desværre passer vi ikke altid godt nok på de store gamle træer. Står de i vejen for ”udviklingen”, det være sig infrastrukturanlæg, byudvikling eller intensiv landbrugsproduktion, så fældes de i effektivitetens navn. Eller også kræver de kostbare beskæringer af grene, som truer med at falde ned i hovedet på folk. Og så er det ofte både lettere og billigere at fælde og erstatte dem af små nye træer.
Danmarks Naturfredningsforening har rejst nogle få fredningssager for enkelt-træer og gamle alléer for at sætte fokus på de gamle træers kæmpe store værdi for naturen. For få år siden rejste – og vandt - vi en fredningssag om et stort gammelt træ i en skolegård i Gentofte. Træet var dømt til at vige sin plads til fordel for en ny gymnastiksal. Da fredningen blev gennemført fandt man imidlertid en anden løsning, og der blev plads til både træ og gymnastiksal. Sidste år vandt vi en fredningssag om en næsten 100 år gammel seljerønneallé, der forbinder to små landsbyer uden for Viborg, og har en kolossal betydning på egnen som identitetsskabende, kulturbærende og karakteristisk landskabselement i et ellers intensivt dyrket - og forholdsvist nøgent - landskab.
Registrer et evighedstræ
Vi kan naturligvis ikke frede os igennem alle landets store gamle træer, der er truet af fældning, men vi har med vores fredninger af de gamle træer skabt en debat om, hvorfor de bør beskyttes bedre, end de er i dag. Der er nemlig ingen lov, der beskytter de gamle træer imod fældning. Skovloven sikrer blot, at fredskovsarealer genplantes efter afdrift, og i naturbeskyttelsesloven glimrer træerne ved deres fravær.
Danmarks Naturfredningsforening prøver lige nu gennem kampagnen Evighedstræer, at få staten, kommunerne og de private lodsejere til frivilligt at lade deres gamle træer registrere. Det er der mange der har vist interesse for, og vi har nu hensigtserklæringer fra 40 træejere om, at de vil bevare og beskytte deres træ godt, og så længe det er muligt. Det er langtfra nok, men jeg tror at det er begyndelsen på en proces, hvor vi får en meget bedre beskyttelse af de gamle træer både i og udenfor byerne, de gamle træer som levested for mange arter, som bærere af vores kulturhistorie, som karakteristiske landskabselementer og som klatretræer for friske unger.
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
