Assistens Kirkegård – en oase for de levende

Da jeg var ung solede vi os topløse op ad gravstenene på Assistens Kirkegård. Det var dengang, det at være topløs vakte nogenlunde lige så lidt opmærksomhed, som en udfordrende bikini med push up og g-streng gør i dag. Da gravene i det område af parken, som var vores foretrukne picnic-område, var meget gamle, var der ingen friske blomster eller sørgende familiemedlemmer, som mindede os om, at dette var et sted for de døde. Så vi solede os, hyggede, læste til eksamen, og spiste vores ydmyge studentermad i en ramme af gamle krogede træer dækket af vedbend, rododendronbuske på størrelse med huse og pittoreske gravmonumenter af en næsten Charles-Dickensagtig karakter. Assistens Kirkegård var i høj grad et sted for de levende.

Det bekræftes, når man i dag besøger Assistens Kirkegård og støder på et bredt udsnit af byens befolkning, fra småbørnsfamilier, motionister og eksamenslæsere til pensionister, cyklister og forelskede par, der sidder og kysser i de mange grønne hjørner og kroge af kirkegården. Kirkegården er altid fyldt med folk, og alligevel kan man altid finde fred på grund af de mange træer og buske.

Langt væk er erindringen om kirkegårdens opståen i 1760 i skyggen af den sidste pestepidemi, som havde fyldt kirkegårdene inden for voldene op, så kisterne på f.eks. Holmens Kirkes gravplads lå oven på hinanden. Assistens Kirkegård blev anlagt uden for voldene på en sumpet mark, hvor der på det tidspunkt blev dyrket tobak. De første år var det kun de fattige, der blev begravet derude, da bedsteborgerskabet fandt det usselt at blive begravet på et så fjernt og øde sted.

Men i slutningen af 1700-tallet begyndte de øvre klasser at få øje på stedets kvaliteter, og det blev efterhånden nærmest mondænt at blive stedt til hvile på det tidligere sumpede tobaksopdyrkede område.

Fred kirkegården
Med områdets både historiske og nutidige betydning taget i betragtning var det derfor med undren, at vi for et par år siden blev vidne til, at der blev taget en stor bid af kirkegården til kommende metrobyggeplads med flytning af hen imod 1000 grave til følge. For uanset samfundsnytten af en metro, som Danmarks Naturfredningsforening på ingen måde vil beklikke, så skal Assistens Kirkegården, med dens betydning både som rekreativt grønt område og som kulturarv, ikke holde for.
Derfor rejste Danmarks Naturfredningsforening en fredningssag for kirkegården i december 2010.

Formålet var at give hele området en permanent beskyttelse og sikre, at byggepladsområdet bliver tilbageført til parkformål, når metrostationen er færdig. På den måde vil kommende politikere ikke kunne ryste på hånden, når der skal findes egnede eller billige arealer til nye samfundsnyttige byggerier og anlæg.

Fredningsnævnet afviste imidlertid at gennemføre fredningen, da de mente, at området er godt nok beskyttet gennem kirkelovgivningen. Det er rigtigt , at denne lovgivning sikrer områdets status som kirkegård. Men en del af Assistens Kirkegård er planlagt til at være park fra 2020. Og som park vil en stor del af området ikke længere være beskyttet af kirkegårdslovgivningen. Hvad kan der så ikke ske, når der skal findes areal til f.eks. et musikhus, til en café, til cykelskure eller til andre af de pladskrævende anlæg, som byen konstant higer efter?

Flere borgere
Danmarks Naturfredningsforening er på ingen måde uenig i, at byen skal udvikle sig med de behov, som byens borgere har. Et af de behov er grønne åndehuller til den voksende befolkning. Man regner med, at København i løbet af de kommende ti år vil tælle omkring 100.000 flere borgere.

Vi skal passe på de grønne områder, vi allerede har. Og når det er et grønt område som Assistens Kirkegård, er det ikke kun et af byens grønne åndehuller, der er truet. Det et af de mest værdifulde rekreative og kulturhistorisk væsentlige steder i byen, som kan meget mere end at være kirkegård. Og som aldrig vil kunne erstattes af nye udlagte grønne områder andre steder.

Sagen ligger nu og venter på, at Natur- og Miljøklagenævnet om nogle måneder skal tage endelig stilling til, om Assistens Kirkegård skal fredes – eller om vi skal tro på, at gode viljer holder, også den dag der igen opstår et pres for, at arealerne kan bruges til andet end rekreativ park og kirkegård. Jeg ved godt, hvad jeg håber på.