Fingrene væk fra byernes grønne oaser

Pulsen er på vej op, og jeg hiver efter vejret. Den kølige morgenluft føles skarp mod huden, og jeg er lettet over, at jeg tog både hue og handsker på, inden jeg trak i løbeskoene. Efter nogle minutter har jeg fået varmen og vejret, og fortsætter i et stabilt, roligt tempo hen ad stien.

Jeg nyder freden på min rute gennem Grøndalsparken, som lige her kun er en smal sti langs en jernbane på et restareal, der ikke gik til kontorbyggeri, villaer og skolehaver. Lidt – og alligevel så uendelig meget – bedre end ingenting. Undervejs møder jeg mange andre løbere og folk, der er ude og lufte hund.

Enkelte cyklister trodser cykelforbuddet og overhaler stilfærdigt. De nyder også de bilfrie ruter gennem byen. Efter nogle kilometer er jeg ved Damhussøen. Ruten omkring søen er løbernes mekka, og man skal se sig for, for ikke at kollidere med de modløbende. Søen og dens omgivelser rummer en imponerende bestand af svaner, gæs og ænder. Her er de ikke sky, selvom de samme individer letter, når man kommer tæt på dem andre steder.

Det kunne have været Fælledparken, Søndermarken, Frederiksberg Have eller en hvilken som helst anden park, jeg befandt mig i. Parkerne er byernes åndehuller. Vi søger derhen når vi har brug for at koble af fra byens støj og møg. I parkerne leger vi, spiller bold, lufter hund, fletter fingre og løber. Parkerne er også en pause fra byens sanseindtryk og en mulighed for at studere det dyre- og planteliv, som trods ringe kår, har fundet en niche i parken, og mange steder er i fremgang på grund af en mere naturvenlig forvaltning.

Fredet bynatur
Af samme grund har Danmarks Naturfredningsforening med et initiativ, der startede helt tilbage i 1958, sørget for, at langt de fleste parker i København er fredet. Vores erfaring viser nemlig, at når kommunen mangler plads til nye projekter, så er det ofte parkerne, der må levere areal. Det er som regel kommunen selv der er ejer, og så er det både lettere og billigere at inddrage parken end at skulle ud og købe jord.

Det så vi for nylig, da en metrostation blev placeret på Assistens Kirkegård, og vi så det, da Statens Museum for Kunst for nogle år siden, trods den eksisterende fredning, udvidede byggeriet ud i Østre Anlæg. Vi ser det hele tiden i det små, når der tillades boldbaner med kunstgræs og anlægges brede asfalterede supercykelstier i de grønne områder.

Byen skal selvfølgelig have plads til metrostationer, museer, boldbaner og cykelstier. Men vi skal økonomisere med parkernes areal, for der bliver ikke mere af det, der hvor byen allerede er udbygget. Og derfor skal parkerne ikke automatisk levere areal, når der skal laves tennisbaner, cykelstier, legepladser og skaterbaner. I stedet kan disse anlæg lægges på arealer, der støder op til parkerne, så de bliver et rekreativt tillæg til den eksisterende park.

Synd for pindsvinet
Alt det tænker jeg på, mens jeg udmattet okser hjemefter. Langt væk i mine egne tanker får jeg et chok, da en rotte piler over stien og ind på skolehavernes område, hvor den gemmer sig under en bunke kvas. Et egern ser til fra et højt træ, som om den vil sikre sig, at med-gnaveren ikke er ude efter dens forråd. Det gælder til gengæld ikke for pindsvinet, som jeg passerer. Det ligger fladt og overkørt på vejen. Trist for den, men godt, fordi det viser, at naturen trods alt er i fremgang mange steder i byerne.