mandag den 8. juli 2013

Fredning – for alle for altid

Sommeren står for døren, og masser af tid og muligheder lokker forude. Min lille familie skal til de Slovenske alper, hvor vi i nogle dage skal vandre og cykle i en nationalpark. Det er et sted, hvor staten har bestemt, at naturen, landskabet og de rekreative interesser skal have forrang på bekostning af eksempelvis byudvikling og store trafikanlæg.  Det betyder at bjergene, skovene og søerne ikke må udnyttes på en måde, der forringer naturen eller den landskabelige skønhed, men at beboere og besøgende tager de hensyn der skal til, for at området ikke langsomt ændrer karakter. 

Det har den Slovenske stat bestemt, for at der skal være nogle steder, som er til glæde for de mange, også selvom det kan være til ærgrelse for de få, som havde planer om noget andet. Ligesom i mange af vores hjemlige fredede områder.

Rigtig godt, så vores fælles arv og værdier ikke langsomt forsvinder. For de fredede områder er – ligesom nationalparken i Slovenien – et fælles gode til glæde for os alle nu og i fremtiden.

Pandekagehuset i Gl. Lejre
En helt aktuel sag viser imidlertid, at det ikke altid er så ligetil, som det kan lyde. Det er sagen om ”Pandekagehuset i Gl. Lejre”, som DR1s udsendelse i sidste uge hed. 

Udsendelsen handlede om en familie, der valgte at bosætte sig i Gl. Lejre i et lille yndigt bondehus med stråtag – i et fredet område. De valgte at bo netop her, fordi landsbyen og landskabet er et af de smukkeste steder på Sjælland. Da familiens pladsbehov voksede, voksede samtidig ønsket om at bygge ud. Det fik de lov til af fredningsnævnet, som er den myndighed, der bestemmer, om der kan gives en dispensation fra en fredning. Dispensationen var dog på nogle betingelser, således at tilbygningen ville respektere fredningens formål. Udsendelsen handlede så om, at nogle kulturhistorisk kyndige bygningsarkitekter fik til opgave at tegne den helt rigtige tilbygning og finde den helt rigtige placering på grunden i forhold til det eksisterende hus. 

Da tegningerne og placeringen herefter skulle til godkendelse hos fredningsnævnet, sagde nævnet nej. Ikke fordi fredningsnævnet syntes, at den ønskede tilbygning var grim, men fordi udformningen og placeringen på grunden ville tage udsigten fra vejen over landskabet bagved. Og det ville være i strid med fredningen, som blandt andet blev gennemført for at sikre imod, at nybyggeri og anlæg med tiden ville ændre og forringe de værdier, man havde fredet for.

'Den lille mand mod systemet' vinklen
I stedet for at fortælle historien om hvorfor fredninger er et fælles gode, som skal sikre imod enkeltpersoners interesser på bekostning af fællesskabets interesser, så var udsendelsen vinklet, så det nu var rigtig synd for den sympatiske familie, at fredningsnævnet (og her sprang kæden helt af for DR1, da de i udsendelsen fortalte, at det var Danmarks Naturfredningsforening, der bestemte, at familien ikke kunne få en dispensation) ikke ville sige ja til den specialdesignede udvidelse med den ønskede placering. Ikke på noget tidspunkt fik jeg fornemmelsen af, at DR1 levede op til deres public service-ansvar, men fik til gengæld historien om ”den lille mand” imod systemet, som selv ikke TV2 Lorry kunne have gjort bedre. 

Forfædrene jord
Landskabet i og omkring Gl. Lejre er fredet efter naturbeskyttelsesloven ad flere omgange. Faktisk skal vi helt tilbage til 1923, hvor man gennemførte den første fredning af en del af området. Det er altså ikke kun med nutidige briller, at der her er væsentlige værdier at bevare for eftertiden. Baggrunden for fredning af området er, at det var lige præcis her kimen til det, vi kender som Danmark, det startede.

Det var her vores vikingeforfædre, Skjoldungerne, havde deres hovedsæde, og masser af vidnesbyrd i jorden understøtter denne teori. Blandt fundene er flere vikingehaller, hvoraf den foreløbigt ældste er fra år 500 e.kr.f. Landskabet er samtidig et overflødighedshorn af landskabselementer, som fortæller historien om hvorfor det var lige her, vores forfædre bosatte sig. Og det var blandt andet fordi jorden var god og fed, i skovene var der masser af vildt, åerne bugnede af fisk og området lå godt beskyttet tæt på Roskilde Fjord, som man kunne komme til ad vandveje i forbindelse med handel og togter. 

Tilfælde private interesser eller fredninger af fælles kulturarv?
Denne her historie fortæller først og fremmest, hvorfor det er vigtigt, at vi nogle gange bruger fredninger til at beskytte vores fælles natur- og landskabsværdier, eller den del af vores kulturarv, som vi mener, at vores efterkommere også har ret til at opleve. Hvis ikke vi kunne det, så ville vi se at private interesser langsomt lukkede for storslåede udsigter med byggeri eller juletræsplantager, fældede de gamle skove eller udlagde nye boligområder i de flotte landskaber.

Den fortæller også, hvor let det er at manipulere med den offentlige mening gennem en tendentiøs udsendelse, som giver sig tid til at zoome ind på tåren i øjenkrogen hos en kvinde, der er utålmodig efter en tilbygning til sit alt for lille hus, men ikke bruger 5 minutter på at fortælle, hvorfor landskabet ved Gl. Lejre er fredet for offentlige kroner, og hvorfor den beslutning om at frede, som både fredningsnævn og klagenævn har bakket op om, er vigtigere at respektere end tilfældige private interesser.