Fuglemands-snak

De lede skader spiser småfuglenes unger. Og rågekolonien med dens skrigeri burde kommunen gøre noget ved. For ikke at tale om mågerne, der nu også slår sig ned på byens tage.

Det er nogenlunde det fugle-verdensbillede jeg er vokset op med. Det var derfor en spændende kontrast at få en svigermor, der rejser helt til Færøerne for at se på fugle, og som ved meget mere om fugle, end jeg nogen sinde kommer til. At min svigermor så oven i købet er fobisk ræd for fugle tæt på er en for mig pudsig og uforståelig modsætning. Hun håndterer det ved at have en rigtig god kikkert.

Uanset kontrasterne i mit eget familiære netværk, så er mit forhold til fugle fint. Jeg kender de mest almindelige arter på deres udseende – og næsten ingen på deres stemme. Men jeg elsker det, fuglene repræsenterer: At der – med tilstrækkelig meget tid her på jorden – sker en tilpasning til omgivelserne og en specialisering, der passer til hver eneste lille biotop, så det ender med uendelig mange arter. Hver med deres specifikke niche-krav.

Nogle fugle er så specialiserede, at de kun forekommer meget få steder. Det gælder fx vandrefalken, der kræver stejle skrænter eller høje tårne, og som derfor kun findes få steder, herunder på Møns og Stevns klinter. Samtidig er den fulgt med udviklingen. Den bor nu også  på SAS-hotellet, hvor den kan ses sidde i bogstaverne. Og på Øresundsbroen, hvor den har ynglet på en af bropillerne siden 2011, og den kan således, trods sin specialiserede livsform, finde en plads blandt mennesker.

Dens fleksibilitet gør den mindre sårbar end eksempelvis havørnen, som er  krævende i valg af bolig og derfor også afhængig af, at vi bevidst sikrer dens levesteder, som er store gamle træer i uforstyrrede egne hvor der er masser af mad.

Træer, der forsvandt   
Omkring år 1800 var landet praktisk talt ryddet for store træer, da de var fældet for at skaffe brænde og tømmer. Så skovloven kom til verden under Christian d. 7 i 1805 for at beskytte den resterende skov. Da englænderne to år efter sænkede vores flåde, blev det desuden besluttet at plante ny skov til flådetømmer. En meget langsigtet løsning, som på sigt ville give give store træer i Danmark.

Ud over manglen på store gamle træer, var der en intensiv jagt på alle rovfugle. Det betød, at der indtil langt ind i 1900-tallet var en voldsomt reduceret bestand af mange rovfugle. Og da vi så i udviklingens navn begyndte at bruge miljøgifte i stor stil i 1960’erne gik det igen helt galt for rovfuglene. De mus, som danner en stor del af det naturlige fødegrundlag for mange rovfugle, havde nemlig levet af forgiftet korn. Så når man som rovfuglene er sidste led i fødekæden, så hober der sig en del gift op i kroppen gennem tiden. Giften resulterede i, at æggene blev meget tyndskallede og skrøbelige. Når fuglene lå på dem og rugede, knustes de.

Først da vi fik (nogenlunde) styr på miljøgiftene – og forbød de værste, kunne rovfuglene igen få unger på vingerne, og det er den succes, vi kan nyde resultatet af i dag. At kongens træer efter godt 200 år også endelig har nået en størrelse, hvor selv de mest krævende rovfugle føler sig tilpas, når de bruger dem som udkigspost, levner håb om en fortsat voksende og sund bestand af rovfugle. Rovfuglenes følsomhed overfor forstyrrelser giver naturligvis fortsat en udfordring; kan og vil vi sikre, at der er plads til selv de mest krævende hjemmehørende rovfugle i vores landskab? Eller skal vi håbe, at flere arter tilpasser sig på samme måde som vandrefalken?

Der hvor jeg bor, i landets tættest befolkede kommune Frederiksberg, har vi Frederiksberg Have. Der myldrer det med fugle, som ikke alle er kendt for deres tillidsfulde væsen. Fiskehejren er et eksempel. Efter generationer af fodring og meget lidt plads har de vænnet sig så meget til mennesker, at de er blevet håndtamme. Det er naturligvis ikke løsningen på rovfuglenes udfordring, men jeg tænker da, at det kunne være et smukt perspektiv på naturen i byen, at jeg en dag kunne passere en havørn i en trætop på min vej gennem haven. Og mon ikke at selv min fugle-fobiske svigermor ville finde det så fascinerende, at hun ville blæse sin fobi et stykke for at få den oplevelse med.