At man i dag kan stå på toppen af Møns klint og skue ud over havet skyldes udelukkende, at staten – på initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening – i 1921 gennemførte en fredning af klinten. Dermed forhindrede man et tysk råstofkonsortium i at købe klinten for at bryde kalken til skrivekridt.
Det blev en af landets allerførste fredninger og viste værdien af fredning som et effektivt redskab til at beskytte vores fælles værdier. Senere, i 1983, blev fredningen udvidet og moderniseret, men det var den første tidlige fredning, som sikrede en af vores mest imponerende geologiske hot spots imod at ende som skrivekridt i tyske klasselokaler eller cement i byggeri.
Kunne det være sket i dag, at staten måtte haste ud for at beskytte
noget så enestående som den hævede havbund fra et lunt og fjernt hav, der for
75 millioner år siden lå, hvor Danmark ligger i dag, og hvor små og større havdyr
levede og døde og derefter sank til bunds og blev til de spændende fossiler,
som vi kan finde ved Møns Klint i dag?
Nej, tænker de fleste nok. Men da min søster for nylig spurgte mig, om vi ikke skulle tage en tur
til øen Fur i Limfjorden og lede efter fossiler i moleret, slog det mig, at det
da vist er en god ide, mens tid er, for Fur er nemlig ved at ende sine smukke
dage i landets kattebakker og som isoleringsmateriale. Fur er kendt for sin
moler, og der findes på øen en betydelig industri, der udnytter dette som
råstof.
Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for 55 millioner år siden
dækkende det meste af Danmark. Og Fur er ligesom Møns Klint helt enestående i
Danmark med sine stejle klinter, som istidernes gletsjere de sidste 100.000 år har
skubbet op af havet, så moler og kridt ligger blottet for øjet og til gratis beundring
for besøgende.
Hvis vi i fremtiden fortsat skal have unikke og spændende geologiske
hot spots at vise vores efterkommere, så skal vi beskytte disse vigtigste
nationale perler med det stærkeste redskab vi har i den danske lovgivning til
det formål, nemlig fredning. Og det kan betyde at vi må sætte en stopper for
fortsat industriel udnyttelse.
Det er selvfølgelig forbundet med udgifter
her og nu, da ejerne af disse arealer skal have økonomisk kompensation for
deres tabte rettigheder. Men det er også en visionær og fremsynet investering i
nationale værdier, som har langt større betydning end råstofværdien her og nu.
Så når jeg om 10 år besøger Fur med min søster, børn og børnebørn, så
håber jeg at jeg møder molerklinterne tilstrækkeligt beskyttet, flot formidlet
og stolt fremvist af de lokale beboere. Ligesom man i dag oplever Møns Klint.
Hvordan vi på Fur skal nå derhen, vil jeg tænke over i den kommende tid…
Opslag
