Fuglemands-snak

De lede skader spiser småfuglenes unger. Og rågekolonien med dens skrigeri burde kommunen gøre noget ved. For ikke at tale om mågerne, der nu også slår sig ned på byens tage.

Det er nogenlunde det fugle-verdensbillede jeg er vokset op med. Det var derfor en spændende kontrast at få en svigermor, der rejser helt til Færøerne for at se på fugle, og som ved meget mere om fugle, end jeg nogen sinde kommer til. At min svigermor så oven i købet er fobisk ræd for fugle tæt på er en for mig pudsig og uforståelig modsætning. Hun håndterer det ved at have en rigtig god kikkert.

Uanset kontrasterne i mit eget familiære netværk, så er mit forhold til fugle fint. Jeg kender de mest almindelige arter på deres udseende – og næsten ingen på deres stemme. Men jeg elsker det, fuglene repræsenterer: At der – med tilstrækkelig meget tid her på jorden – sker en tilpasning til omgivelserne og en specialisering, der passer til hver eneste lille biotop, så det ender med uendelig mange arter. Hver med deres specifikke niche-krav.

Nogle fugle er så specialiserede, at de kun forekommer meget få steder. Det gælder fx vandrefalken, der kræver stejle skrænter eller høje tårne, og som derfor kun findes få steder, herunder på Møns og Stevns klinter. Samtidig er den fulgt med udviklingen. Den bor nu også  på SAS-hotellet, hvor den kan ses sidde i bogstaverne. Og på Øresundsbroen, hvor den har ynglet på en af bropillerne siden 2011, og den kan således, trods sin specialiserede livsform, finde en plads blandt mennesker.

Dens fleksibilitet gør den mindre sårbar end eksempelvis havørnen, som er  krævende i valg af bolig og derfor også afhængig af, at vi bevidst sikrer dens levesteder, som er store gamle træer i uforstyrrede egne hvor der er masser af mad.

Træer, der forsvandt   
Omkring år 1800 var landet praktisk talt ryddet for store træer, da de var fældet for at skaffe brænde og tømmer. Så skovloven kom til verden under Christian d. 7 i 1805 for at beskytte den resterende skov. Da englænderne to år efter sænkede vores flåde, blev det desuden besluttet at plante ny skov til flådetømmer. En meget langsigtet løsning, som på sigt ville give give store træer i Danmark.

Ud over manglen på store gamle træer, var der en intensiv jagt på alle rovfugle. Det betød, at der indtil langt ind i 1900-tallet var en voldsomt reduceret bestand af mange rovfugle. Og da vi så i udviklingens navn begyndte at bruge miljøgifte i stor stil i 1960’erne gik det igen helt galt for rovfuglene. De mus, som danner en stor del af det naturlige fødegrundlag for mange rovfugle, havde nemlig levet af forgiftet korn. Så når man som rovfuglene er sidste led i fødekæden, så hober der sig en del gift op i kroppen gennem tiden. Giften resulterede i, at æggene blev meget tyndskallede og skrøbelige. Når fuglene lå på dem og rugede, knustes de.

Først da vi fik (nogenlunde) styr på miljøgiftene – og forbød de værste, kunne rovfuglene igen få unger på vingerne, og det er den succes, vi kan nyde resultatet af i dag. At kongens træer efter godt 200 år også endelig har nået en størrelse, hvor selv de mest krævende rovfugle føler sig tilpas, når de bruger dem som udkigspost, levner håb om en fortsat voksende og sund bestand af rovfugle. Rovfuglenes følsomhed overfor forstyrrelser giver naturligvis fortsat en udfordring; kan og vil vi sikre, at der er plads til selv de mest krævende hjemmehørende rovfugle i vores landskab? Eller skal vi håbe, at flere arter tilpasser sig på samme måde som vandrefalken?

Der hvor jeg bor, i landets tættest befolkede kommune Frederiksberg, har vi Frederiksberg Have. Der myldrer det med fugle, som ikke alle er kendt for deres tillidsfulde væsen. Fiskehejren er et eksempel. Efter generationer af fodring og meget lidt plads har de vænnet sig så meget til mennesker, at de er blevet håndtamme. Det er naturligvis ikke løsningen på rovfuglenes udfordring, men jeg tænker da, at det kunne være et smukt perspektiv på naturen i byen, at jeg en dag kunne passere en havørn i en trætop på min vej gennem haven. Og mon ikke at selv min fugle-fobiske svigermor ville finde det så fascinerende, at hun ville blæse sin fobi et stykke for at få den oplevelse med.

Skolekridt og kattegrus

At man i dag kan stå på toppen af Møns klint og skue ud over havet skyldes udelukkende, at staten – på initiativ fra Danmarks Naturfredningsforening – i 1921 gennemførte en fredning af klinten. Dermed forhindrede man et tysk råstofkonsortium i at købe klinten for at bryde kalken til skrivekridt.  

Det blev en af landets allerførste fredninger og viste værdien af fredning som et effektivt redskab til at beskytte vores fælles værdier. Senere, i 1983, blev fredningen udvidet og moderniseret, men det var den første tidlige fredning, som sikrede en af vores mest imponerende geologiske hot spots imod at ende som skrivekridt i tyske klasselokaler eller cement i byggeri.
 

Kunne det være sket i dag, at staten måtte haste ud for at beskytte noget så enestående som den hævede havbund fra et lunt og fjernt hav, der for 75 millioner år siden lå, hvor Danmark ligger i dag, og hvor små og større havdyr levede og døde og derefter sank til bunds og blev til de spændende fossiler, som vi kan finde ved Møns Klint i dag? 

Nej, tænker de fleste nok. Men da min søster for nylig spurgte mig, om vi ikke skulle tage en tur til øen Fur i Limfjorden og lede efter fossiler i moleret, slog det mig, at det da vist er en god ide, mens tid er, for Fur er nemlig ved at ende sine smukke dage i landets kattebakker og som isoleringsmateriale. Fur er kendt for sin moler, og der findes på øen en betydelig industri, der udnytter dette som råstof.

Moleret blev afsat på bunden af et hav, der for 55 millioner år siden dækkende det meste af Danmark. Og Fur er ligesom Møns Klint helt enestående i Danmark med sine stejle klinter, som istidernes gletsjere de sidste 100.000 år har skubbet op af havet, så moler og kridt ligger blottet for øjet og til gratis beundring for besøgende.

Hvis vi i fremtiden fortsat skal have unikke og spændende geologiske hot spots at vise vores efterkommere, så skal vi beskytte disse vigtigste nationale perler med det stærkeste redskab vi har i den danske lovgivning til det formål, nemlig fredning. Og det kan betyde at vi må sætte en stopper for fortsat industriel udnyttelse.

Det er selvfølgelig forbundet med udgifter her og nu, da ejerne af disse arealer skal have økonomisk kompensation for deres tabte rettigheder. Men det er også en visionær og fremsynet investering i nationale værdier, som har langt større betydning end råstofværdien her og nu.

Så når jeg om 10 år besøger Fur med min søster, børn og børnebørn, så håber jeg at jeg møder molerklinterne tilstrækkeligt beskyttet, flot formidlet og stolt fremvist af de lokale beboere. Ligesom man i dag oplever Møns Klint. Hvordan vi på Fur skal nå derhen, vil jeg tænke over i den kommende tid…

Gamle træer er vigtige - for klatrelystne drenge og naturen

Jeg er forelsket i de store gamle træer. Men når sandheden skal frem, og det synes jeg, den skal nu, så har jeg aldrig nogensinde været oppe og klatre i et stort træ. Jeg er nemlig rædselsslagen for at falde ned. For at de grene, som jeg satte mine fødder på ved opstigningen, pludselig er væk, når jeg skal ned igen eller ikke længere kan bære min vægt. Så jeg er aldrig kravlet op i et træ. Heller ikke som barn.
Sådan er det heldigvis ikke alle, der har det.

Min yngste bonussøn har det for eksempel ikke sådan. Siden han var en lille bitte purk på korte ben, har han kunne spotte et godt klatretræ på flere hundrede meters afstand. Og hvad enten der var voksne i nærheden eller ej, så kravlede han målrettet og ubesværet højt op i træet. Uanset min bekymring og formaninger til faderen om at stå under træet for at tage imod, når drengen nu faldt ned, så gik det godt stort set hver gang. Der var selvfølgelig lige dengang han var endt helt oppe i toppen af et gammel fyrretræ og jakken sad fast i en gren.  Eller dengang han kom hjem og lugtede fælt af råddent mosevand, fordi han var kravlet op i et træ og så plumpet ned i en grøft med stillestående sort vand.

Levested for hundredvis af arter
Store gamle træer er vigtige. Ikke kun for små klatrelystne drenge, men også for naturen. De er levested for hundredvis af arter; insekter, orme, lav’er, svampe, spindlere, fugle og ofte også pattedyr som flagermus og egern. Og jo ældre træet er, jo bedre. Jo mere kroget og hult med døde grene, jo mere potentiale for andet liv end træet selv. I et gammelt egetræ – og de kan blive over 1000 år gamle, kan der knytte sig op til 1000 forskellige arter. Egetræet er, fordi det bliver så gammelt, kongen blandt træer og repræsenterer en helt unik tidsmæssig kontinuitet. Når træet så en dag går ud og mange år efter, hvor træet står som en skulpturel træruin, fortsætter det med at være levested for rigtig mange forskellige arter.

Desværre passer vi ikke altid godt nok på de store gamle træer. Står de i vejen for ”udviklingen”, det være sig infrastrukturanlæg, byudvikling eller intensiv landbrugsproduktion, så fældes de i effektivitetens navn. Eller også kræver de kostbare beskæringer af grene, som truer med at falde ned i hovedet på folk. Og så er det ofte både lettere og billigere at fælde og erstatte dem af små nye træer.

Danmarks Naturfredningsforening har rejst nogle få fredningssager for enkelt-træer og gamle alléer for at sætte fokus på de gamle træers kæmpe store værdi for naturen. For få år siden rejste – og vandt - vi en fredningssag om et stort gammelt træ i en skolegård i Gentofte. Træet var dømt til at vige sin plads til fordel for en ny gymnastiksal. Da fredningen blev gennemført fandt man imidlertid en anden løsning, og der blev plads til både træ og gymnastiksal. Sidste år vandt vi en fredningssag om en næsten 100 år gammel seljerønneallé, der forbinder to små landsbyer uden for Viborg, og har en kolossal betydning på egnen som identitetsskabende, kulturbærende og karakteristisk landskabselement i et ellers intensivt dyrket - og forholdsvist nøgent  - landskab.

Registrer et evighedstræ
Vi kan naturligvis ikke frede os igennem alle landets store gamle træer, der er truet af fældning, men vi har med vores fredninger af de gamle træer  skabt en debat om, hvorfor de bør beskyttes bedre, end de er i dag. Der er nemlig ingen lov, der beskytter de gamle træer imod fældning. Skovloven sikrer blot, at fredskovsarealer genplantes efter afdrift, og i naturbeskyttelsesloven glimrer træerne ved deres fravær.

Danmarks Naturfredningsforening prøver lige nu gennem kampagnen Evighedstræer, at få staten, kommunerne og de private lodsejere til frivilligt at lade deres gamle træer registrere. Det er der mange der har vist interesse for, og vi  har nu hensigtserklæringer fra 40 træejere om, at de vil bevare og beskytte deres træ godt, og så længe det er muligt. Det er langtfra nok, men jeg tror at det er begyndelsen på en proces, hvor vi får en meget bedre beskyttelse af de gamle træer både i og udenfor byerne, de gamle træer som levested for mange arter, som bærere af vores kulturhistorie, som karakteristiske landskabselementer og som klatretræer for friske unger.

Læs om kampagnen Evighedstræer

Så vær dog klar i mælet!

Min søn skulle på skiferie med sit gymnasium. Da sedlen fra skolen kom, orienterede jeg ham om, at det var en non-alkoholtur. Hans reaktion var, at det var overdrevet. Straks gik jeg i forsvar for den sunde skitur og gav også lige en svada om unges uhæmmede og usunde alkoholkultur. Hvorefter min søn sagde; ”Hvad snakker du om?”

”Jamen”, fortsatte den forvirrede mor, ”du sagde jo, at det var overdrevet, men det synes jeg altså ikke at det er.  I unge har godt af en uge, hvor det handler om hygge og ski, og ikke alkohol og fester.”

”Ja, mor”, sagde han, ”det er jo det jeg siger; det er overdrevet fedt med en skitur… altså for sygt”.

Nå, sådan. Overdrevet skulle altså ikke forstås som i overdrevet, at de voksne laver totalforbud imod alkohol, og for sygt skulle ikke forstås som noget ubehageligt, men noget sygt godt.

Ja, kommunikation er en svær en, når man ikke taler helt samme sprog.

Det sker også jævnligt i de fredningssager, som foreningen rejser i fredningsnævnene. Danmarks Naturfredningsforening er den eneste private forening med en særlig ret til at rejse fredningssager. Den ret har vi haft i snart 100 år, og siden 1937 har vi kunne rejse disse fredningssager alene uden at hverken staten, kommunerne eller de private lodsejere behøver at være enige med os. Det giver os et helt særligt ansvar for at tænke os godt om, når vi rejser sager, og for at være klare i mælet på skrift og i tale, når sagen skal formidles.

Myter opstår
Når vi ind imellem rejser en fredningssag, som påvirker folks mulighed for at udnytte deres ejendom, så opstår der let myter, men ofte handler det om at vi har været for indforståede i vores formuleringer. Alene ordet fredning opfattes af mange, som at der slet ikke må ske noget i området fremover, at det er helt slut med at dyrke jorden, drive skoven eller opføre de landbrugsbygninger, der er nødvendige for landbrugsdriften.

Det er ikke rigtigt. En fredning regulerer kun præcist det, som der er beskrevet i fredningsbestemmelserne, og som er det samme som det, ejeren af jorden får erstatning for. Det er en kompensation for det tilfælde, at ejendommen skulle gå ned i handelsværdi, fordi den bliver fredet.

Det betyder f.eks., at hvis det er den flotte udsigt, der skal bevares, så kan det være, at man ikke må plante juletræer, men man må fortsat dyrke jorden med korn, der ikke tager udsigten, fordi den ikke bliver højere, end at man kan se hen over det.

Færdsel forbudt
Mange tror også, at en fredning betyder færdsel forbudt. Det gør det ikke. Man må altid færdes ad eksisterende stier og markveje overalt i landet, uanset om stedet er fredet eller ej, medmindre helt særlige forhold gør sig gældende. Står der i fredningsbestemmelserne, at der skal anlægges en ny sti, så opfattes det ind imellem som, at der skal etableres en tre meter bred belyst og asfalteret cykel- og gangsti, som vil medføre at horder af mennesker defilerer forbi på alle tider af døgnet.

Dette er som hovedregel heller ikke tilfældet. Når vi foreslår nye stier, så er det oftest smalle trampespor, vi ønsker. Altså dybest set blot retten til at færdes i naturen og det åbne land, uden at dette kræver anlæg eller lys. Her kan der opstå en morsom brist i logikken, når det går op for ejeren af ejendommen, at det blot var et ydmygt trampespor der var tale om. Så kommer argumentet om, at der slet intet behov er for en sti her, og ingen vil nogensinde bruge den. Øh nå, tænker man så, hvorfor så frygten for, at vilde horder på alle tider af døgnet vil vandre larmende hen ad stien?

En anden klassisk misforståelse er, når frednings-bestemmelserne omtaler, at der er forbud imod terrænændringer, og jordejerne tror, at de så ikke længere må anlægge højbede i deres have. Det betyder det naturligvis ikke. Moderne fredninger undtager stort set altid private haver Det er ikke i offentlighedens interesse at blande sig i, hvad man skal have af planter og træer i sin have, ligesom en fredning heller aldrig giver fremmede adgang til at gå gennem private haver.

Mere værd
Det er også en gængs misforståelse, at ejendomme falder dramatisk i værdi, når landskabet fredes. Vores lange erfaring har lært os, at for langt de fleste ejendomme er det ikke tilfældet. De bliver tværtimod MERE værd.  Når et område bliver fredet, bliver det jo som regel sikret mod nyt byggeri, nye anlæg, vindmøller, grusgravning og meget andet, som kunne gøre naboejendommene mindre værd.

Det kan man også se i ejendomsmæglernes annoncer, hvor netop huse, der ligger i eller op ad et fredet område, fremhæves for deres særligt attraktive beliggenhed. Men myter er sejlivede og kræver, at vi igen og igen fortæller klart, hvad vi ved og hvad vi mener. Det bestræber vi os på i hver ny fredningssag, som vi rejser, så vi ikke skaber unødig bekymring hos de jordejere, der pludselig befinder sig midt i et område under fredning.

Derfor bestræber vi os også altid på at have en god og åben dialog med både lodsejere og myndigheder både inden og under et sagsforløb om en ny fredning. Alle berørte parter skal føle, at de har fået svar på deres spørgsmål. Måske ikke altid det svar, de ønskede, men et klart og ærligt svar, så de ved, hvad der er op og ned i den konkrete sag, og hvad det betyder for ens egen ejendom, at der kommer en fredning på.

For min søns vedkommende gik skituren godt, og han kom hjem uden brækkede lemmer og bortvisning for indtagelse af alkohol. Måske fordi kommunikationen lykkedes -  trods hans brug af overdrevet ornli’ sygt mange udtryk fra slangordbogen.

Assistens Kirkegård – en oase for de levende

Da jeg var ung solede vi os topløse op ad gravstenene på Assistens Kirkegård. Det var dengang, det at være topløs vakte nogenlunde lige så lidt opmærksomhed, som en udfordrende bikini med push up og g-streng gør i dag. Da gravene i det område af parken, som var vores foretrukne picnic-område, var meget gamle, var der ingen friske blomster eller sørgende familiemedlemmer, som mindede os om, at dette var et sted for de døde. Så vi solede os, hyggede, læste til eksamen, og spiste vores ydmyge studentermad i en ramme af gamle krogede træer dækket af vedbend, rododendronbuske på størrelse med huse og pittoreske gravmonumenter af en næsten Charles-Dickensagtig karakter. Assistens Kirkegård var i høj grad et sted for de levende.

Det bekræftes, når man i dag besøger Assistens Kirkegård og støder på et bredt udsnit af byens befolkning, fra småbørnsfamilier, motionister og eksamenslæsere til pensionister, cyklister og forelskede par, der sidder og kysser i de mange grønne hjørner og kroge af kirkegården. Kirkegården er altid fyldt med folk, og alligevel kan man altid finde fred på grund af de mange træer og buske.

Langt væk er erindringen om kirkegårdens opståen i 1760 i skyggen af den sidste pestepidemi, som havde fyldt kirkegårdene inden for voldene op, så kisterne på f.eks. Holmens Kirkes gravplads lå oven på hinanden. Assistens Kirkegård blev anlagt uden for voldene på en sumpet mark, hvor der på det tidspunkt blev dyrket tobak. De første år var det kun de fattige, der blev begravet derude, da bedsteborgerskabet fandt det usselt at blive begravet på et så fjernt og øde sted.

Men i slutningen af 1700-tallet begyndte de øvre klasser at få øje på stedets kvaliteter, og det blev efterhånden nærmest mondænt at blive stedt til hvile på det tidligere sumpede tobaksopdyrkede område.

Fred kirkegården
Med områdets både historiske og nutidige betydning taget i betragtning var det derfor med undren, at vi for et par år siden blev vidne til, at der blev taget en stor bid af kirkegården til kommende metrobyggeplads med flytning af hen imod 1000 grave til følge. For uanset samfundsnytten af en metro, som Danmarks Naturfredningsforening på ingen måde vil beklikke, så skal Assistens Kirkegården, med dens betydning både som rekreativt grønt område og som kulturarv, ikke holde for.
Derfor rejste Danmarks Naturfredningsforening en fredningssag for kirkegården i december 2010.

Formålet var at give hele området en permanent beskyttelse og sikre, at byggepladsområdet bliver tilbageført til parkformål, når metrostationen er færdig. På den måde vil kommende politikere ikke kunne ryste på hånden, når der skal findes egnede eller billige arealer til nye samfundsnyttige byggerier og anlæg.

Fredningsnævnet afviste imidlertid at gennemføre fredningen, da de mente, at området er godt nok beskyttet gennem kirkelovgivningen. Det er rigtigt , at denne lovgivning sikrer områdets status som kirkegård. Men en del af Assistens Kirkegård er planlagt til at være park fra 2020. Og som park vil en stor del af området ikke længere være beskyttet af kirkegårdslovgivningen. Hvad kan der så ikke ske, når der skal findes areal til f.eks. et musikhus, til en café, til cykelskure eller til andre af de pladskrævende anlæg, som byen konstant higer efter?

Flere borgere
Danmarks Naturfredningsforening er på ingen måde uenig i, at byen skal udvikle sig med de behov, som byens borgere har. Et af de behov er grønne åndehuller til den voksende befolkning. Man regner med, at København i løbet af de kommende ti år vil tælle omkring 100.000 flere borgere.

Vi skal passe på de grønne områder, vi allerede har. Og når det er et grønt område som Assistens Kirkegård, er det ikke kun et af byens grønne åndehuller, der er truet. Det et af de mest værdifulde rekreative og kulturhistorisk væsentlige steder i byen, som kan meget mere end at være kirkegård. Og som aldrig vil kunne erstattes af nye udlagte grønne områder andre steder.

Sagen ligger nu og venter på, at Natur- og Miljøklagenævnet om nogle måneder skal tage endelig stilling til, om Assistens Kirkegård skal fredes – eller om vi skal tro på, at gode viljer holder, også den dag der igen opstår et pres for, at arealerne kan bruges til andet end rekreativ park og kirkegård. Jeg ved godt, hvad jeg håber på.

Fredning – for alle for altid

Sommeren står for døren, og masser af tid og muligheder lokker forude. Min lille familie skal til de Slovenske alper, hvor vi i nogle dage skal vandre og cykle i en nationalpark. Det er et sted, hvor staten har bestemt, at naturen, landskabet og de rekreative interesser skal have forrang på bekostning af eksempelvis byudvikling og store trafikanlæg.  Det betyder at bjergene, skovene og søerne ikke må udnyttes på en måde, der forringer naturen eller den landskabelige skønhed, men at beboere og besøgende tager de hensyn der skal til, for at området ikke langsomt ændrer karakter. 

Det har den Slovenske stat bestemt, for at der skal være nogle steder, som er til glæde for de mange, også selvom det kan være til ærgrelse for de få, som havde planer om noget andet. Ligesom i mange af vores hjemlige fredede områder.

Rigtig godt, så vores fælles arv og værdier ikke langsomt forsvinder. For de fredede områder er – ligesom nationalparken i Slovenien – et fælles gode til glæde for os alle nu og i fremtiden.

Pandekagehuset i Gl. Lejre

En helt aktuel sag viser imidlertid, at det ikke altid er så ligetil, som det kan lyde. Det er sagen om ”Pandekagehuset i Gl. Lejre”, som DR1s udsendelse i sidste uge hed. 

Udsendelsen handlede om en familie, der valgte at bosætte sig i Gl. Lejre i et lille yndigt bondehus med stråtag – i et fredet område. De valgte at bo netop her, fordi landsbyen og landskabet er et af de smukkeste steder på Sjælland. Da familiens pladsbehov voksede, voksede samtidig ønsket om at bygge ud. Det fik de lov til af fredningsnævnet, som er den myndighed, der bestemmer, om der kan gives en dispensation fra en fredning. Dispensationen var dog på nogle betingelser, således at tilbygningen ville respektere fredningens formål. Udsendelsen handlede så om, at nogle kulturhistorisk kyndige bygningsarkitekter fik til opgave at tegne den helt rigtige tilbygning og finde den helt rigtige placering på grunden i forhold til det eksisterende hus. 

Da tegningerne og placeringen herefter skulle til godkendelse hos fredningsnævnet, sagde nævnet nej. Ikke fordi fredningsnævnet syntes, at den ønskede tilbygning var grim, men fordi udformningen og placeringen på grunden ville tage udsigten fra vejen over landskabet bagved. Og det ville være i strid med fredningen, som blandt andet blev gennemført for at sikre imod, at nybyggeri og anlæg med tiden ville ændre og forringe de værdier, man havde fredet for.

'Den lille mand mod systemet' vinklen
I stedet for at fortælle historien om hvorfor fredninger er et fælles gode, som skal sikre imod enkeltpersoners interesser på bekostning af fællesskabets interesser, så var udsendelsen vinklet, så det nu var rigtig synd for den sympatiske familie, at fredningsnævnet (og her sprang kæden helt af for DR1, da de i udsendelsen fortalte, at det var Danmarks Naturfredningsforening, der bestemte, at familien ikke kunne få en dispensation) ikke ville sige ja til den specialdesignede udvidelse med den ønskede placering. Ikke på noget tidspunkt fik jeg fornemmelsen af, at DR1 levede op til deres public service-ansvar, men fik til gengæld historien om ”den lille mand” imod systemet, som selv ikke TV2 Lorry kunne have gjort bedre. 

Forfædrene jord
Landskabet i og omkring Gl. Lejre er fredet efter naturbeskyttelsesloven ad flere omgange. Faktisk skal vi helt tilbage til 1923, hvor man gennemførte den første fredning af en del af området. Det er altså ikke kun med nutidige briller, at der her er væsentlige værdier at bevare for eftertiden. Baggrunden for fredning af området er, at det var lige præcis her kimen til det, vi kender som Danmark, det startede.

Det var her vores vikingeforfædre, Skjoldungerne, havde deres hovedsæde, og masser af vidnesbyrd i jorden understøtter denne teori. Blandt fundene er flere vikingehaller, hvoraf den foreløbigt ældste er fra år 500 e.kr.f. Landskabet er samtidig et overflødighedshorn af landskabselementer, som fortæller historien om hvorfor det var lige her, vores forfædre bosatte sig. Og det var blandt andet fordi jorden var god og fed, i skovene var der masser af vildt, åerne bugnede af fisk og området lå godt beskyttet tæt på Roskilde Fjord, som man kunne komme til ad vandveje i forbindelse med handel og togter. 

Tilfælde private interesser eller fredninger af fælles kulturarv?

Denne her historie fortæller først og fremmest, hvorfor det er vigtigt, at vi nogle gange bruger fredninger til at beskytte vores fælles natur- og landskabsværdier, eller den del af vores kulturarv, som vi mener, at vores efterkommere også har ret til at opleve. Hvis ikke vi kunne det, så ville vi se at private interesser langsomt lukkede for storslåede udsigter med byggeri eller juletræsplantager, fældede de gamle skove eller udlagde nye boligområder i de flotte landskaber.

Den fortæller også, hvor let det er at manipulere med den offentlige mening gennem en tendentiøs udsendelse, som giver sig tid til at zoome ind på tåren i øjenkrogen hos en kvinde, der er utålmodig efter en tilbygning til sit alt for lille hus, men ikke bruger 5 minutter på at fortælle, hvorfor landskabet ved Gl. Lejre er fredet for offentlige kroner, og hvorfor den beslutning om at frede, som både fredningsnævn og klagenævn har bakket op om, er vigtigere at respektere end tilfældige private interesser.